Mindeside for Christian Lau Westergaard

Det er ikke nogen underdrivelse at sige min far var en entreprenør i hans erhverv og hans liv. Han var ikke perfekt sagde min mor altid, men alting skulle laves ordentlig. Han var generøs og hjalp altid når det galt. Han arbejdede altid og prøvede nye ting af, vi var altid med på arbejde. Det har jeg vist arvet. Når der ikke blev arbejdet, så skulle der leves og festes, musik og dans skulle der til, vi var altid med. Mon ikke dette der gjorde at min mor Grete Hein var forelsket i ham.

Han kunne godt lide at vinde, det skulle helst gå stærkt, særligt med racerbådene og Dansk Racerbåds klubs. Vi var altid med, min fætter Michael Westergreen skulle også race og min Onkel Benny prøvede på at styre klubben. Havet var en vigtig del af hans live, han voksede bogstaveligt talt op i Køge Bugt på Hundige strand, altid på vandet. Hans venskab med Sven Stolze og sønnen Thomas Stoltze og den ikoniske Tempo bådeforretning på strandvejen, var helt naturlig. Interessen for havet er måske det stærkeste jeg har arvet fra min far.

Man kan vel også godt sige at han er vel et bysbarn af Hundige. Min Oldefar, Christian L. Westergårds Alle, virksomheden på Vangeledet, min farfar og farmor med benzinstationen og bageriet på Gl havnevej. Min Onkel, Tante og Fætter, Benny, Lene og Michael Westergreen, boede her også. Min mormors, Adda Hein Nelleman, sommerhus på Iriskvej. Min far elskede min mormor, hun var altid med os. Vi var her i Hundige, altid, altid på stranden. Sejlede sejlbåde, motorbåde, stod på vandski, isbåde bygget på værkstedet på Vangledet. Altid familie og venner. Der skete altid noget.

Racerbådene blev skiftet ud med sejlbåde, da min lille bror Jan blev født. Min mor ville ikke leve med risikoen, efter det voldsomme havari. Og sejlet blev der, Danmark rundt, altid med familie, i båden ?Michelle?. Der skulle også races, aftensejladser fra Mosed havn og Sjælland rundt ?Micelle? eller i Birger Scheufens far Gerhard's H-båd. Jeg var altid med, også da voldsomt vejr i Kattegat knækkede masten midt om natten, det var kun mig og far der ikke var søsyge.

Tiderne ændrede sig, men entreprenøren kunne ikke sidde stille i et almindeligt job, så vi overtog landemærket Svorin Cykler i Lyngby og flyttede til Lyngby og senere til Skodsborg. Der blev arbejdet meget, vi var altid i forretning og hjalp til. Alle kendte min fars forretning. Konkurrenten Ole Ritter kom til åbningen, de blev øjeblikkeligt bedste venner. Minderne om vores mange fester sammen, de mange familie ski turer er helt fantastiske. Jeg er så glad at jeg nåede at få Ole til min far, så de kunne tale sammen få time før min far tog herfra, det gav ham meget glæde.

I Skodsborg, familie, venner og naboerne Steen Skaarup og familie og Ambassadør Ole Philipson og familie, der skete altid noget. Ole blev min bedste ven, og da han var konsul i Texas etablerede det min Texas forbindelse, hvor jeg mødet min kone Patricia Blackwell.

En dag i 1991 stoppede musikken. Min lillebror Jan døde ved et uheld og glæden ved livet forsvandt, lyset blev slukket. Det var en mørk tid, men familielivet forblev stærkt og min kone og jeg brugte meget tid sammen med mine forældre i min mors hus i Skodsborg. Min far sagde altid at det var min mors hus. Festerne blev små. intimt sammenværd, altid godt.

Glæden var stor da min søn Thor Westergaard blev født på Rigshospitalet. Min mor nåede at blive farmor med den mand hun elskede, men det varede ikke længe. Min mor blev taget fra os, langsomt og pinefuldt af uhelbredelig kræft. Men det var nu sorgen over min bror, hun i virkeligheden døde af. Lyset slukkede igen, min far kunne ikke blive boende i min mors hus, så han flyttede tilbage til stranden, tæt på vores lille familie, min Tante, Onkel og fætter, der har virksomhed i Ishøj.

Arbejde braget mig tilbage til Texas, men det stoppede ikke familienærheden. Vi har boet i min fars hus hver sommer og hver jul alle tre, Patricia, Thor og jeg. God mad, nærhed, sammenværd og aldrig en slet mine, selv om vi var her i ugevis. Og på vandet skulle vi da også, to dejlige ture i den Svenske skærgård og ind i Gota kanalen, min fætter Michael, hans datter Line Westergreen Sinkjær og hendes mand Emil Sinkjaer, samt min søn Thor. Familie, nærhed, oplevelse, der skal jo ske noget.

Diskusprolaps og efterfølgende operationer gjorde det svært, men med hans hund Bobby har det nu alligevel gået. Alle på stranden kender Bobby og min far. Far blev pludselig meget syg efter nytår, kæft. Heldigvis nåede vi at hold jul her i huset, så vi fik en god tid sammen, og heldigvis kunne jeg blive her i huset og passe Bobby og min far. Det var en kæmpe lettelse for min far da Jesper har tilbudt at behold Bobby efter han bortgang. Og bort det gik han, på Valentines dag, 14-2-2026, født 6-4-1941.

Solen kom frem da han åndede ud. Det var min mor, min bror og min far, som sammen sendte de varm solstråler ned over den sne kolde smukke strand. I det mindste lidt lys.

Æret være hans minde, vi vil savne ham.